Der var den så igen, myten om det homogene Danmark. Denne gang var det Jens Engberg (2.12.), der uden yderligere argumentation hævdede, at det danske samfund skulle have været exceptionelt homogent – i betydningen kulturelt homogent. Det var den samme myte, Karen Jespersen henviste til, da hun proklamerede, at hun ikke ville leve i et ’multikulturelt’ Danmark.
De lever ikke i det Danmark, jeg lever i og kender. Hvad værre er, der er tale om en nationalistisk myte, hvis praktiske udtryk er undertrykkelse af etniske, religiøse, kulturelle osv. minoriteter.
Danmark er ikke og har aldrig været etnisk homogent. Det danske rige har f.eks. altid omfattet en tysktalende befolkningsgruppe, indtil 1864 vel halvdelen. Dertil kommer de mange grønlændere og færinger i Danmark. Staten anerkender dem godt nok ikke som etniske mindretal, men det er blot et udtryk for, at myten om det homogene Danmark opretholdes med magt.
Det overvejende flertal taler selvfølgelig i dag varianter af dansk. Dette er imidlertid en ganske ny foreteelse. Indtil for nogle årtier siden talte man i størstedelen af Jylland sprog, der grammatisk var forskellige fra det sprog, der blev talt i København, såkaldt ’rigsdansk’. At det store flertal af danskere i dag taler dialekter af rigsdansk skyldes selvfølgelig i høj grad øget mobilitet og kommunikation, men så sandelig også en systematisk statslig homogeniseringspolitik over for lokale sprog, iværksat gennem folkeskolen, den offentlige forvaltning, folkekirken og de statsejede medier.
Danmark er ikke og har aldrig været religiøst homogent. Der er religiøse og ateister; kristne og jøder; lutheranere og katolikker; Indre Mission og grundtvigianere; pinsemission, mormoner, Jehovas Vidner, Scientology osv. — for slet ikke at tale om krystalhealing og astrologi. Og så selvfølgelig muslimer af forskellige afskygninger. Den påståede homogenitet er også i religiøs henseende en genspejling af en nationalistiske statsideologi, som på dette område kommer til udtryk i omfattende sammenblanding af religiøse og statslige anliggender.
Danmark er ikke og har aldrig været kulturelt homogent. Der er ikke blot markante forskelle på de normer, der tages for givet i hhv. vestjyske fiskerbyer og københavnske brokvarterer. Der er lige så grelle forskelle på, hvad f.eks. en ufaglært arbejder fra en mindre købstad og en professionel manager i TeleDanmark finder vigtigt og uvigtigt i livet, og hvad de forventer af andre og af sig selv. Danmark er som alle andre moderne nationer et kludetæppe af kulturer. Mangfoldigheden afspejler etniske, religiøse, sproglige, regionale, erhvervsmæssige, klassemæssige, standsmæssige osv. skillelinjer, der går på kryds og tværs.
Der er intet flertal af typiske danskere, der er kun et væld af mindretal i forskellige konfigurationer. Der er et selvfølgelig et stort flertal af borgere, der taler dansk, og som samtidig er medlem af folkekirken. Men allerede her hører ligheden op. Nogle spiser flæskesteg, andre er vegetarer. Nogle er arbejdere, nogle er akademikere. Nogle går til fodbold, andre til opera.
De, der påberåber sig det danske folks homogenitet, lever ikke i virkelighedens Danmark, men i en myte, hvis praktiske udtryk er undertrykkelse af minoriteter.
Homogeniseringspolitik er ikke demokratisk politik. Indvandrere skal ikke mødes med krav om ’integration’ i nogen anden betydning end, at de kender og overholder landets love og er produktive medborgere. Statens opgave er her at bidrage med tilbud om uddannelse og bekæmpe diskrimination. Hvem en borger vil giftes med, rager ikke statsmagten, så længe borgeren har opholdstilladelse og den udkårne ikke er mindreårig.
Omvendt kan indvandrere ikke kræve, at offentlige overholder diverse religiøse tabuer, så som forbud mod at spise svinekød eller mod fælles omklædning. Derimod kan de som alle andre kræve, at de og deres børn ikke udsættes for religiøs påvirkning i offentlige institutioner. Adskillelsen af kirke og stat er en grundbetingelse.