Der er en forfærdelig masse varm luft i den offentlige debat om informations-teknologien.
Jeg deler begejstringen for World Wide Web, selv om denne teknologi på mange måder er et stort tilbageskridt. Hvad angår samspillet menneske-maskine på nettet, har vi mistet ‘direkte manipulation’. Vi er sat tilbage til mainframe-alderen. Men dette tilbageskridt opvejes i rigeligt mål af, at nettet bygger på åbne standarder, og at man kan bruge det uafhængigt af, hvilken platform man tilfældigvis benytter. Ikke nok med det. Web-applikationer kan konstrueres skridt for skridt, hvad der gør det muligt for folk, der ikke er IT-specialister, at være med. Og det ser ud, som om nettet vil erstatte de forskellige styresystemer som det miljø, hvori brugeren arbejder med de forskellige applikationer. Dette er altsammen meget lovende.
Men når man udmaler visioner om ‘intelligente boliger’, ‘intelligent tøj’ o.s.v. eller om et ‘virtuelt’ liv i ‘cyberspace’, foregår der noget ganske andet end en saglig diskussion om IT-teknologiens muligheder. Jeg mener, hvem pokker har brug for et ‘intelligent’ køleskab, der bestiller mælk, når der ikke er mere på hylden? Hvad sker der, når man rejser på ferie og glemmer at slå funktionen fra? Skal den ‘intelligente’ dørmåtte så returnere mælken til supermarkedet? Jeg spørger bare! Nu har man i årtier forsøgt at automatisere med meget blandede resultater. På den ene side har vi erfaret, at automatiske systemer kræver overvågning og vedligeholdelse i en grad, der gør dem aldeles uøkonomiske i langt de fleste sammenhænge. På den anden side har automation vist sig at kunne have katastrofale konsekvenser, fordi der altid vil kunne opstå situationer, hvor programmørens antagelser ikke holder stik. Så er det, at passagerfly bliver skudt ned af automatisk antiluftskyts, og AirBus-fly tager magten fra piloten og styrer direkte ind i træerne for enden af startbanen. Alt dette er er noget man ved. Eller kan få at vide, hvis man vil.
Men når forskere, der burde vide bedre, ikke desto mindre fremturer, skyldes det kun én ting. Den slags visioner er populære i medierne og dermed hos politikere. Det er plat, men det giver omtale. Og dét kan udløse en forfærdelig masse penge, som f.eks. når den irske regering investerer én milliard kroner i en filial af MediaLab med Negroponte som direktør. Det er den samme gamle sang. I 80’erne blev vi lovet ‘kunstig intelligens’, det ‘papirløse kontor’ og den ‘ubemandede fabrik’. Det blev der brug milliarder på. Fabrikkerne er stadig ikke mennesketomme, kontorerne er langt fra papirløse, og det er nu almindelig kendt, at ‘kunstig intelligens’ var en intellektuel fadæse. Sådan vil det også gå med snakken om ‘intelligente boliger’ og livet i cyberspace. Selv Silicon Valley vil forblive en fysisk realitet, som man rejser til med fly eller bil, hvis man er i den branche.
Det er også løsagtig snak, når man fortæller folk, at Internettet vil skabe et globalt anarkistisk demokrati af autonome individer. Som om Internettet ophæver kapitalismen! Internettet gør det rigtignok meget let og billigt for enhver at publicere et værk, men hvordan når man et publikum uden marketing? Sagen er nok i virkeligheden den, at Internettet vil styrke forlagenes magt, netop fordi alle og enhver kan publicere og marketing derfor bliver endnu vigtigere for at blive hørt.
Nok om disse løsagtigheder.
Lad os i stedet tale om de reelle muligheder og de reelle udfordringer. For at være konkret vil jeg nævne nogle muligheder, jeg kender fra min egen forskning, hvor jeg beskæftiger mig med, hvordan IT kan bruges i arbejdslivet.
IT giver f.eks. mulighed for at stille information til rådighed for den enkelte menige medarbejder: på fabriksgulvet, ved skranken eller på hospitalsgangen. Det handler om uddelegering af ansvar og kompetence, og IT kan her bruges til at levere et ordentligt beslutningsgrundlag, så den menige medarbejder kan håndtere problemer og uforudsete situationer på stedet. Dette betyder, at den lokale viden — det vil sige den enkelte medarbejders ekspertise — kan inddrages i beslut-ningsprocessen, samtidig med, at den meninge medarbejder i sine overvejelser har mulighed for at få et bredere overblik over situationen. IT giver i det hele taget mulighed for at medarbejderne selv planlægger og koordinerer deres arbejde direkte, uden ledelsens mellemkomst.
Lad mig som eksempel nævne et projekt, jag har været involveret i de senere år. Projektet, der hed FASIT, udsprang af den erkendelse, at uddelegeringen af ansvar og kompetence til produktionsmedarbejderne, f.eks. i form af produktionsgrupper, i hæmmes af de eksisterende systemer til produktionsstyring. Vores mål var derfor at udvikle et koncept for IT-støtte, der direkte understøtter produktionsgrupper selvstændige produktionsstyring. Vi har udviklet en prototype, der illustrerer en måde at bruge informationsteknologien på, der er radikalt anderledes end de konventionelle systemer af denne art.
Konventionelle IT-systemer til produktionsstyring bygger på en række — indbyrdes forbudne — modeller af virkeligheden på fabriksgulvet, så som styklister, processkemaer, ruteskemaer, ordrebeholdning, salgsprognose, lager-beholdning osv. Ved at sammenholde data i disse modeller kan systemet beregne en produktionsplan, der er ganske præcis, og som samtidig sikrer en realistisk udnyttelse af kapaciteten og en rimelig fordeling af belastningen.
Produktionsstyringssystemet er dog ikke alvidende. Uanset hvor grundig og præcis planen er, vil der altid være en række faktorer af betydning for planlægningen, som ikke indgår i dets database. Det kan f.eks. dreje sig om det forhold, at bestemte processer kun kan udføres ved visse af de arbejdsstationer, som planlægningssystemet opfatter som identiske. Operatørernes lokale viden er her afgørende for at føre planen ud i livet. Eller produktionsplanen er væltet, fordi en arbejdsstation pludselig er ubemandet på grund af sygdom, eller fordi der er indtruffet et maskinnedbrud. I denne situation er operatørernes lokale viden igen en afgørende forudsætning, idet de f.eks. vil kunne finde alternative processer, som ikke findes i databasen. Grunden til disse hvide pletter i databasen er naturligvis, at jo mere finmasket databasen skal være, jo mere kostbart er det at opbygge og vedligeholde den. De hvide pletter er således ikke i sig selv en mangel ved systemerne. Problemet ved de konventionelle produktionsstyrings-systemer er derimod, at de ikke støtter operatørerne i at bringe deres lokale viden i anvendelse, — hvis systemerne da ikke ligefrem gør det umuligt for operatørerne at ændre produktionsplanen, hvad de ofte gør.
FASIT-prototypen anskueliggør en radikalt anderledes anvendelse af IT i produktionsstyring. Det helt grundlæggende i konceptet er at give brugerne — medarbejderne på gulvet — fuld kontrol over produktionsplanlægningen. Der er ikke blot tale om ‘finplanlægning’ inden for en snæver tidshorisont på f.eks. én dag; dette ville blot være en justering af en centralt fastlagt produktionsplan. FASIT-konceptet tager tværtimod sit udgangspunkt i, at central fastlæggelse af produktionsplaner kommer til kort over for de krav til fleksibilitet, moderne virksomheder står overfor. Den eneste måde, hvorpå FASIT-konceptet begrænser brugerens kontrol er, at man ikke kan trodse naturlovene: man kan nu engang ikke stanse en plade, når den først er blevet bukket. Bortset fra sådanne helt elementære begrænsninger står brugerne frit. De kan flytte et job til en anden arbejdsstation, hvis det er påkrævet, f.eks. som følge af maskinnedbrud eller sygdom eller overbelastning. De kan ligeledes ændre prioriteten af de enkelte jobs, f.eks. fremskynde jobs til en vigtig kundeordre — sådan som produk-tions-medarbejdere allerede i dag gør det på fabriksgulvet, dag ud og dag ind. Forskellen til situationen idag er, at produktionsmedarbejdere i sådanne beslut-ningssituationer vil have umiddelbar adgang til oplysninger om, hvorledes de forskellige arbejdsstationer så vil være belastet inden for den valgte tidshorisont, og en række andre væsentlige oplysninger.
Der er langt igen, før disse idéer kan blive til virkelighed. Der er som sagt kun tale om en prototype, der illustrerer de centrale ideer. Men det er idéer, vi arbejder videre med.
Det kan godt være at produktionsstyring på fabriksgulvet ikke lyder så sexet som livet i cyberspace, men det er til gengæld noget, der har meget stor betydning for en forfærdelig masse menneskers hverdag og for industriens evne til at klare de udfordringer, globaliseringen medfører.
Eksemplet kan også bruges til at pege på, hvor nogle af de reelle problemer med brugen af IT opstår. Selv om skriftsproget har 5000 år på bagen, og selv om bogtrykkerkunsten er 500 år gammel, så eksisterer der i vort samfund to kulturer ved siden af hinanden: en skriftlig og en mundtlig.
I al sprogbrug er betydningen af et udsagn bestemt af sammenhængen. Dette gælder uanset, om det er tale eller skrift. Der kan derfor opstå usikkerhed om, hvad der menes. I en almindelig samtale, f.eks. mellem to mennesker, håndteres dette problem helt rutinemæssigt. Taleren lægger mærke til, om den anden ‘er med’ og kan korrigere på stedet, hvis den anden ser spørgende ud, ligesom den anden til enhver tid kan afbryde med et ‘Hvad mener du?’ Samtalen er således et produkt af parternes samarbejde.
Det, der gør skriftsproget vanskeligt for begge parter, er, at denne mulighed for at skabe gensidig forståelse i en interaktiv proces ikke er til stede. Når man skriver, henvender man sig til personer, der ikke er til stede. Måske er personerne endda ukendte for forfatteren, og måske kender han eller hun ikke engang den situation, hvori teksten vil blive læst. Omvendt skal læseren rekonstruere den sammenhæng, forfatteren havde i tankerne, men uden at kunne indhente forfatterens hjælp.
Det forholder sig på samme måde med software. Programmet er en tekst, ikke blot som kode, men også når det kører. Brugeren interagerer med en tekst. Dette gælder også selv om programmet har en grafisk brugergrænseflade eller brugeren interagerer med programmet ved hjælp af tale. Brugeren er stadig i sammen situation som en læseren, nemlig at være henvist til at bruge og forstå noget, som en ukendt programmør har skrevet i en anden sammenhæng på et tidligere tidspunkt.
Dette har stor betydning for den store del af befolkningen, hvor den mundtlige kultur er fremherskende. Misforstå mig ikke. Det er ikke et spørgsmål om at kunne læse og skrive i snæver forstand. Det, der kendetegner den mundtlige kultur, er, at erkendelse erhverves i samtale, ikke ved læsning. Det er ikke en “tilbagestående” kultur. Det er en rig kultur præget af gensidig hjælp, og den repræsenterer de former for samkvem, hvori venskaber dannes og bekræftes.
Men der kan opstå problemer, fordi man i den mundtlige kultur er afhængig af direkte samtale for at opnå ny indsigt og tilegne sig ny viden. Folk med forankring i den mundtlige kultur kan derfor få store problemer med at bruge computer-systemer, hvis man ikke tager hensyn til det, når man indfører IT på fabriksgulvet eller andre steder. Det handler med andre ord om at skabe mulighed for samtale omkring brugen af systemerne.
Det handler på længere sigt også om, at styrke undervisningen i at læse og skrive i skolen. Behersker man først disse færdigheder, kan man til gengæld let lære at bruge en computer. Det behøver man ikke lære i skolen, lige så lidt som man i skolen lærer børnene at reparere cykler eller bruge opvaskemaskiner. Det handler dog ikke om at overvinde eller eliminere den mundtlige kultur. Det kan vi ikke, og det er ikke ønskværdigt. Det handler derimod om, at sætte folk i stand til at bevæge sig på tværs af begge kulturer.
Kjeld Schmidt
20. marts 2000